Turistbladet MØN

Tilflyttere......

Vi danser ikke kun med vore egne

I dag udgør tilflyttere en stor del af befolkningen på Møn, og de er med til at sikre, at øen kan udvikle sig til et dynamisk og fremadrettet samfund i det 21. århundrede.

For ikke så forfærdeligt mange år siden kunne det være svært for en mønbo at få lov til at danse med den pige, han havde valgt ud i ballokalet.

Hvis han kom fra den ene side af øen og hun fra den anden, ville svaret ofte være: “Nej tak, vi danser kun med vore egne.”

Før Dronning Alexandrines bro blev åbnet i 1943, levede mønboerne et afsondret liv. Sandsynligheden for, at man fandt sin udkårne på sin egen del af øen og etablerede sig dér, var ret stor.

I dag udgør tilflyttere en stor del af befolkningen på Møn, og de er med til at sikre, at øen kan udvikle sig til et dynamisk og fremadrettet samfund i det 21. århundrede.

Musik skal der til

Da Christine Colling Band spillede op til dans på Damme Kro en kold februar, blev dansegulvet hurtigt fyldt, og der var ingen, som kun ville danse med deres egne. Østmønere dansede med vestmønere og “rigtige mønboer” (dem, der har boet på øen i mindst fire generationer) og tilflyttere dannede par.

Kroens indhaver var noget skeptisk, da hun først blev anmodet om at lægge lokaler til. “Hvor mange tror I, der kommer?” spurgte hun.. “30, måske 35?” Over 150 mennesker mødte op, og allerede næste dag blev der snakket om, at der burde laves et fast arrangement hver måned i vinterhalvåret.

Christine Colling Band har eksisteret i 11 år. Christine er forsanger, hendes mand, Carsten, er keyboardspiller og saxofonist. En ven, Kasper Jolin, er guitarist og sanger.

Bandet har spillet ved firma-fester for de store – IBM, Oticon og Krak og til jubilæer, julefrokoster og mange private sammenkomster.

For to år siden byttede Christine og Carsten Colling og deres to børn, Si-mone, 9, og Viktor, 12, andelslejlig-heden på Østerbro ud med eget hus i Vollerup til lidt under en million.

Som mange andre tilflyttere pendler begge hver dag til København, hvor Christine underviser i musik og drama, og Carsten er idéudvikler og tekst-forfatter indenfor TV.

“De fleste dage kan vi køre sammen, og det har fungeret, fordi vi har arrangeret os med en barnepige, så børnene kan blive hentet i skolen og få den nødvendige omsorg,” siger Christine. “Men det er da noget, vi gerne vil lave om på.”

“Når man som os flytter ud på landet, bliver arbejdet sat i perspektiv på en anden måde,” fortsætter hun. “Med adskillige timer til og fra jobbet, kan man ikke lade være med at spørge sig selv, om det giver én det nødvendige indhold i livet.”

Selv om hun har været glad for sit arbejde, er Christine kommet til den konklusion, at det ikke nødvendigvis er det eneste job, som vil kunne give hende den nødvendige tilfredsstillelse, og til sommer vil hun søge nye udfordringer tættere på bopælen.

For Carsten ligger denne mulighed længere ude i fremtiden. “Men jeg er da begyndt at tænke over det,” siger han.

Tæt på stjernerne

Da 5-årige Markus begyndte i sin nye børnehave, Hjertehaven, i Hjertebjerg fik han hurtigt nye kammerater.

En af dem skulle overfor sin mor beskrive, hvem Markus var: “Det er ham, som bor tæt på stjernerne,” lød det.

Han bor nemlig på Høje Møn kun tre kilometer fra Liselund sammen med sin mor, journalist Mette Møllevang og tre-årige lillesøster, Johanne.

“Jeg har altid drømt om at bo på et nedlagt landbrug med lys og luft,” fortæller Mette. “Jeg kiggede først på en gård på Sydsjælland, hvor jeg voksede op, men det var noget skod.”

Hun gik så ind på internettets bolig-sider og det første hus, som dukkede op, var det, de flyttede ind i sidste efter-år.

“Da jeg så billedet, gav det et sug i maven. Jeg havde det sådan, at hvis det havde været et telt, havde jeg købt det,” smiler Mette. “Her kan du se solen stå op og gå ned, himlen og havet.”

Drømmen gik i opfyldelse, fordi hun blev skilt, og huset i Nordsjælland blev solgt. Hendes exmand havde ikke været “hooked” på landlivet.

Mette accepterede, at hun som alene-mor til to små børn, ikke kunne pendle fem dage om ugen fra Østmøn til jobbet som redaktionschef på bladet “Forældre og Børn”. Derfor sagde hun ja tak, da hun i januar fik tilbudt en halvtidsstilling på bladet “I Form”. Det gav hende mulighed for at realisere endnu en drøm, nemlig at arbejde freelance ved siden af.

Selvom Østmøn er rigtig langt væk fra alting andet end den skønne natur, tror Mette ikke, at det vil blive et problem at finde kærligheden dér: “Jeg tror lidt på skæbnen. Sådan noget kommer, når det skal. Selvfølgelig kommer der en mand til mig på et tidspunkt. Lige nu er det bare vigtigt, at vi har det godt her.”

Farvel gulvvarme, goddag mug

Anne-Grethe Warrer-Madsen var glad og tilfreds i det nybyggede parcelhus i Kongsted ved Rønnede, som hun og hendes mand Bent Warrer havde købt i 1995 – varme i gulvet, højisolation og kun 6000 kroner i årlige brændselsudgifter.

Der skulle ikke røres en finger.

Hvorfor så bytte det ud med et nedlagt landbrug i Udby, hvor lofter skulle rives ned, gulve brækkes op, vægge flyttes og køkkenet var et køleskab med mus i?

“Det stank af mug alle vegne,” siger Anne-Grethe som, for at udtrkke det diplomatisk, ikke var primus motor i beslutningen om at flytte.

“Livet i parcelhuset var den direkte vej til plejehjemmet,” smiler Bent i deres nye hjem, som kostede omkring halvanden million kroner.

Hans livslange interesse for at male var en af årsagerne til, at de i efteråret 2000 kørte rundt på Møn og kiggede på nedlagte landbrug med store længer, hvor han kunne etablere et galleri.

“Vi havde set på adskillige andre gårde, men de var meget mørke. Gården hér så utroligt spændende ud, og de flotte lyse længer var velegnede til at indrette et galleri,” fortæller Bent.

Det har han allerede etableret. Undervejs blev uddannedsen som ingeniør blev også brugt til at opfinde en konstruktion, så Anne-Grethe ved hjælp af et simpelt træk kunne løfte de store og tunge gipsplader helt op til loftet, hvor Bent kunne skrue dem fast.

I det rustikke galleri hænger bl.a. et stort tredelt maleri af Anne-Grethe og Bent liggende i drømmesenge udenfor parcelhuset i Kongsted, hvor den hvide Mitsubishi antydes i højre side. Kunst-nerens tolkning af et indholdsløst liv i luksus.

Som andre tilflyttere synes Anne-Grethe, at de blev utrolig fint modtaget af deres naboer. “Min fornemmelse er, at mønboer er meget åbne, utrolig dejlige mennesker.”

Plads til store armbevægelser

Eva Brinch sidder ved sin udendørs spa-pool en isnende kold februaraften. Varme dampe stiger op i mørket.

Inde i dagligstuen gnistrer ilden i pejsen. Det hele oser af hygge og luksus.

Eva har omdannet Dammegaarden, som hun købte for fire år siden, til et kur- og behandlingssted.

Hun blev født i København. Som 23-årig giftede hun sig med en vestjyde, og i de følgende 11 år drev hun et 24 tønder land stort økologisk landbrug i det vestjyske. Samtidig var hun leder af Esbjerg Lilleskole og konsulent for Kirkens Korshær.

I 1988 trak kærligheden hende til England, hvor hun uddannede sig indenfor alternative behandlingsformer. I løbet af kort tid åbnede hun klinik i det fashionable South Kensington, og hendes foryngelseskure blev snart populære hos jetsettet.

Det varede ikke længe, før hun selv blev “jettet” rundt i verden – Barbados, Tyrkiet og de arabiske lande. Hendes klienter var rige forretnings-folk og arabiske prinser.

I 1992, da hun ventede sin nu 12-årige søn, Benjamin, besluttede Eva, at London ikke var et godt sted for børn at vokse op. Hun rykkede teltpælene op og flyttede til København, hvor hun købte et hus i Kartoffelrækkerne.

“Men i det lille hus kunne jeg ikke tænke store tanker – der var ikke plads til de store armbevægelser,” siger Eva.

Satser stort

Charlotte og Søren Wiegand havde allerede for 10 år siden planer om at sælge deres byggeforeningshus på Amager og flytte på landet, men med tre teenagebørn fra tidligere ægteskaber, var det svært at realisere.

En fredag eftermiddag i begyn-delsen af 2002 pakkede de bilen, satte deres dengang toårige Emilie til rette i barnesædet og kørte til Fejø i håbet om at finde et velegnet hus.

De fandt det dog lige lovligt langt væk fra alting og på vej hjem, slog de et slag omkring Møn.

De forelskede sig i det første hus, de så, et nedlagt landbrug, ikke langt fra Norfeld gods, med et smukt stuehus, men med faldefærdige udbygninger.

Den følgende torsdag var papirerne underskrevet, og i marts sidste år flyt-tede de ind.

Charlotte er uddannet håndarbejdslærer, men har også drevet selvstændig virksomhed med produktion af brudekjoler og selskabstøj.

Søren er uddannet bygningssnedker og har været selvstændig i 10 år.

Salget af deres hus på Amager gav dem den fornødne kapital til at kunne totalrenovere udbygningerne og indrette seks værelser på loftet.

De store smukke rum i den gamle lade er bl.a. indrettet til tekstilfaglige kurser, og de seks værelser vil blive lejet ud til kursister eller turister.

Charlotte og Søren har investeret næsten to millioner i deres projekt, men er overbeviste om, at det vil lykkes for dem at få den tilværelse, de drømte om, da de forlod København.

Råd til drømmeturen

For Susanne og Børge Henriksen var Møn et naturligt valg, da de besluttede at sælge deres hus i Karlslunde. I mange år havde de haft deres lystbåd liggende i Kalvehave havn og havde ofte besøgt Møn.

Efter fælles karriere i den danske handelsflåde i halvfjerdserne efterfulgt af almindelige landjobs gik Børge på efterløn i 1995, og Susanne holdt op med at arbejde for tre år siden, da hun fyldte 50.

Det lille hus, de købte i Røddinge, kostede kun en tredjedel af, hvad de fik for deres hus i Karlslunde. Før de for alvor slog sig ned her på Møn, fik de derfor råd til at realisere en gammel drøm om, at sejle deres lystbåd gennem de europæiske floder og kanaler til Middelhavet.

“Det var en vidunderlig tur,” fortæller de i kor, umiddelbart før de i det tidlige forår fløj tilbage til Gibraltar for at hente deres båd og sejle den hjem til Danmark.

“Vi skal igennem i alt 250 sluser, og hvis vi sejlede hele tiden, ville det tage godt halvanden måned,” siger Børge. De regner dog først med at være tilbage på Møn i august, hvor de så vil gå i gang med at lægge nyt tag på huset og anlægge en terrasse, så de bedre kan nyde den smukke udsigt.

Ikke kun en dans på roser

Der er ingen tvivl om, at langt de fleste tilflyttere er tilfredse med deres liv på Møn. Mange af de interviewede fremhævede den dejlige natur og den friske luft igen og igen.

Møn er øen, hvor vi ikke mere kun danser med vore egne. Som det kom frem under de mange samtaler, er livet her, som i andre dele af landet, dog ikke kun en dans på roser.

Flere mente, at hvis kommunen ønsker, at Møn skal være attraktiv for nye skatteydere, bør den gøre sit for at sikre, at livskvaliteten på andre områder ikke falder langt under det niveau, som mange er vant til.

Tilflytterne følger med i den lokale debat om det planlagte besøgscenter på Møns Klint, og adskillige stillede spørgsmålet: “Har kommunen gjort sig nogle tanker om, hvad der skal ske med bygningen, såfremt centret ikke kan løbe økonomisk rundt - Det er jo fredet område”. Den vil jo næppe blive jævnet med jorden. Flere frygter, at kommunens underskudsgaranti kan komme til at koste øens borgere mange penge. Penge, som de mener, burde anvendes til mere fornuftige og samfundsnyttige initiativer.

Kulturen blev nævnt som et område, hvor kommunen synes at tale med store ord om, hvor meget det betyder, samtidig med, at den ikke får den nødvendige støtte til at sikre og videreudvikle aktiviteterne.

Kommune og amt opfordres også til at gøre noget ved manglen på ordentlige cykelstier. Disse vil ikke blot være et gode for øens borgere, men også for de mange cykelturister, som hver sommer tiltrækkes af Møns dejlige natur.

“Hvis kommunen vil have vores skattekroner, må de sgu også gøre noget for os,” var én klar melding.

Borgmester Knud Larsen (V) er glad for, at så mange tilflyttere vælger at slå sig ned på Møn. Han er også lydhør overfor kritik.

Borgmesteren accepterer, at besøgscentret på Møns Klint har sat sindene i kog i lokalbefolkningen. Om besøgscentret siger borgmesteren: “Den 10-årige underskudsgaranti er givet under forudsætning af, at nogle meget strenge krav opfyldes. Vores beregninger viser iøvrigt, at der højst sandsynligt ikke vil blive tale om et driftsunderskud.” Hans personige holdning til centret er, at det vil kunne blive til stor gavn for Møn, bl.a. i markedsføring af turisme og bosætning.

Til anlæggelse af nye cykelstier er der simpelt hen ikke penge nok, siger Knud Larsen kort og godt.

“Jeg sidder her og skal finde løsninger på mange ting. Det betyder, at der må gives og tages – Politik er at vælge og prioritere.”